Elair Le Grand är kolare vid Fada och Bränn-Ekeby 1628--29 och anställs 12/5 1629 för ytterligare två år vid Nyköpingsverken (Leufstaarkivet RA).I domboken för Värmlands bergslag 24/3 1634 sägs att:Ellert Legrand een fransos kolare hade slaget och hugget een kollare dreng, Nills Peerson widh nambn ...Hans vistelse i Värmland är bara tillfällig, redan året därpå är han engagerad av Jacob de la Gardie och återfinns vid Julita bruk, Iler de Gran, kolare (roteringslängd 1635).Jacob de la Gardie låter honom sedan deltaga i arbetet vid Västersilfberget 1637--38, varefter han tjänstgör vid Gyttorp 1638--48. Slutligen finner vi honom vid Hammarby bruk i Nora 1654--57.
Elin flyttar 1925 till Näverviken Lungsund AIIa:4 (1914-1928) Bild 3460 / sid 310 där hon arbetar som tjänarinna i ett år innan hon flyttar 1926 till samma adress som sin bror Carl Wilhelm. Hon är troligen vid det tillfället redan med barn. Lungsund AIIa:4 (1914-1928) Bild 2810 / sid 245
Elin Toresdatter til Leikum i Eidsberg. I 1349 kom sortedøden til Norge og sagnet fortæller, at Elin og Erling tog familien med til udlandet. I 1351 er Erling sammen med Abbed Olav fra Nidarholm i Avignong for at anmode Paven om Palium, som var et hvidt bånd, som ærkebiskoppen fik af paven som tegn på sit lovlige valg som ærkebiskop. Hun er også nok den Elin, som i det Herrens år 1352 testamenterede til søster Elisabeth i Oslo et "Agnus Dei" - medaljong. Elisabeth, som var nonne, var nok søster til Elin. Dette arvestykke var ikke en mynt eller myntstykke, men snarere et pilgrimsmærke, som var lavet i Rom af voks til påskeljosa til paven i symboler som Guds lam, Kristushoved og andre kristne symboler. Senere blev disse symboler båret i en sølvkapsel, som var forsynet med Agnus Dei billedet. De trodede på, at de herfor var beskyttet mod sygdom og andet ondt. Senere bar de mærkerne i halskæde og særlig vigtigt var det for en barselskone. Over døren i kapellet på Giske er der instøbt et Angus Dei, som er Guds lam. Elins søster fik af sin mor Ingeborg Erlingsdatter et Psaterium, som er en billede med 3 motiver: Kong David spiller på harpe. Kong David bliver kronet. David bliver dræbt. Dette billede var frem til 1425 i Giske-slægtens eje. Elin og Erling havde på Giske en håndskrevet bog indeholdende de gældende love, ligesom der i bogen var en liste over dødsdagene til familien Hendes far, Tore Haakonson på Leknes var rigskansler og søn til Håkon Bisp
Ellen og Haagen hadde antagelig følgende barn, her oppført i samme rekkefølge som
ved skiftet etter Haagen 30.07.1753. De fire eldste oppgis da å være myndige. De
forskjellige kilder ved vurdering av når barna ble født er skiftet etter deres far i 1753,
opplysningene i et «Siele Register» i 1769, manntallet i 1801 og alder oppgitt ved deres
begravelser. Disse kilder gir tildels sterkt motstridende aldersopplysninger, men det må kunne
antas at i alle fall de umyndiges alder ved skiftet er korrekt:
Ca. 1720: Hans, gift med Karen Andersdatter, 50 år i 1769, død på Balsnes i 1773, 53 år
gammel.
Ca. 1718: Thomas, gift med Adelus Thomædatter, død på Kalsletten i 1790, 72 år
gammel «af alderdom».
Ca. 1720: Anders, død på Kalsletten i 1757, 37 år gammel.
Ca. 1732: Hemming, gift med Marrit Hansdatter Sandøre,
oppgis å være 37 år i 1769, 80 år da han døde på Thomasjord i 1799!
Ca. 1735: Knud, 18 år ved skiftet i 1753, gift med Pernilla Jonsdatter,
oppgis å være 75 år i 1801!
Ca. 1737: Lars, 16 år ved skiftet i 1753, gift med I Else Nielsdatter II Sara
Hendrichsdatter,
på Storstennæs i 1801, oppgitt alder 69 år.
Ca. 1738: Haagen, 15 år ved skiftet i 1753, gift med Margrethe Pedersdatter Kragnæs,
oppgis å være 67 år i 1801 og 71 år da han døde på Kalslettten i 1805!
Da Hans Haagensen Balsnæs døpte sønnene Haagen i 1755 og Cornelius i 1757, var
Thomas fadder. Hans døde i 1773, 53 år gammel.
Thomas giftet seg med Adelus Thomædatter og fikk sønnen Thomas i 1756. Thomas
Haagensen Kalsletten døde i 1790 «af alderdom», 72 år gammel. Datteren Marith døde i 1780,
21 år gammel.
Da Anders Hogensen Treslet døpte sin datter Elen i 1755 var Thomas fadder. Anders
Haagensen Kalslet døde i 1757, 37 år gammel. Han ble begravet 26.12.1757. Samtidig
ble Margrete Christophersdatter Kalslet begravet, 66 år gammel.
Hemming bodde på Kalsletten da han forlovet seg i 1759. Han flyttet så til
Tommesjorden. Da han giftet seg i 1759 og fikk sine barn fra 1760 er det vel rimelig å legge
hans alder i «Siele Registeret» fra 1769 til grunn og ikke den oppgitte alder da han døde.
Knud fikk en sønn i 1774. Da han fikk datteren Elen i 1781, var Haagen fadder. Ved
manntallet i 1801 oppgis han å være 75 år gammel.
Faddere ved dåpen til flere av Haagens barn var Hans Haagensen Balsnæs, Thomas
Hogensen og Hogen Thomesen. Haagen døde på Kalsletten i 1805, 71 år gammel.
Lars Haagensen Kalslett giftet seg med Else Nielsdatter i 1756. Han giftet seg igjen som
enkemann med Sara Hendrichsdatter i 1775.
Et «Skatte Mandtal over Tromsøe og Helgøe Menigheder» fra 01.09.1767 viser:
«Matr: N: og Gaardenis Nafne:
No 25 Kalsletten.
Mænd og Hu: Nafne:
Peternilla Hemingsd.
Børn og tienstefolk som ikke faar løn:
Heming Bents.
Johannes Bents.
Jacob Bents.
Contribuernes Antal: 1.
De fattige:
Hogen Hogensen og Hu: Margreth Peders:
Elen Hansd:
Børn og tienstefolk som ikke faar løn:
Knud Hogens:
Marith Pedersd:
Contribuernes Antal: 1.
Thomas Hogens: og Hu: Adelin Thomæsd:
Børn og tienstefolk som ikke faar løn:
Barbro Thomasd:
Contribuernes Antal: 2».
Et «Siele Register over Tromsøe og Helgøe Menigheder saaledes som de befandtes at
være udi Tall d: 15. aug: 1769» viser at Ellen bodde på Kalsletten sammen med sønnen
Haagen:
«Gaardernes Nafne:
Kalslette
Brukarar og koner:
Peternilla Hemmingsd. Enke - 64 [år]
Born:
Hemming Bens. - 34, Johannes Bens. - 30, Jacob Bens. - 20
Brukarar og koner:
Peder Hans. o.h. - 70, Anne Kirstina Olsd. - 60
Tenarar:
Peternilla Olsd. - 24
Brukarar og koner:
Hogen Hogens. o.h. - 36, Margreth Pedersd. - 35
Born:
Hogen Hogens. - 10, Peder - 8, Villum - 6, Anders - 4, Jens - ½
Tenarar:
Knud Hogens. - 39, Anne Andersd. - 20, Ingebor Andersd. - 15, Elen Hansd.
Enke - 78
Brukarar og koner:
Thomas Hogens. - 50, Adelus Thomæd. - 32
Born:
Hogen Hogens. - 15, Thomas Thomas. - 13, Anders - 11, Hans - 8, Antonius - 3,
Barbroe - 22
Tenarar:
Elen Andersd. - 10».
Ellisef (Elisabeth) var datter av storfyrste Jaroslav av Russland og Olav Skøtkonungs datter Ingegerd. Hun ble i 1045 gift med Harald Hardråde, da han på hjemtur fra Konstantinopel en tid oppholdt seg i Russland. Det virker ikke som om hun straks fulgte ham til Norge, for han giftet seg like etterpå også med Tora av Arnmødlingslekten. allikevel ble ikke ekteskapet med Ellisef oppløst, for ipå slutten av Haralds regjeringstid opptrådte hun ved hans side, og hun fulgte med ham på felttoget til England i 1066, hvor Harald falt. Hun hadde da med seg døtrene Maria og Ingegerd. Maria døde samme dag som Harald. Senere giftet hun seg med Svend II Estridsson, og deres sønn Torgils ble storfyrste i Russland.
Elsa Jonsdotter: Undergått 6 års straffarbete för barnamord, lösgiven den 6 mars 1868. Kyrktagen 7 juli 1872 såsom inhyses änkling Johan August Mörks i Kvarntorps hustru. Lysning med honom den 13 juli 1872. (HF AI:18c p 158)
En Arnvid Torarinsson falt ved Solskjel mot Harald Hårfagre. Kampen ved Solskjel fant imidlertid sted ca. 864, altså mer en 100 år før Arnvids sønn Arnmod døde. Dette kan derfor ikke være den Arnvid som falt ved Solskjel, i stedet var det muligens hans farfars far.
Fra Snorre Sturlasson: Harald Hårfagres saga om slaget ved Sollkjel:
11. Våren etter rustet kong Harald en stor hær fra Trondheimen, og sa at med den ville han seile til Sunnmøre. Solve Klove hadde ligget ute på hærskip om vinteren og herjet omkring på Nordmøre, drept mange av kong Haralds menn, og ranet noen; en tid på vinteren hadde han vært hos sin frende kong Arnvid på Sunnmøre også. Da de fikk høre at kong Harald kom, samlet de folk og fikk mange med seg, for det var mange som syntes de hadde noe å hevne på kong Harald. Solve Klove reiste sør i fjordene til kong Audbjørn, som rådde der, og ba ham om hjelp, ba at han skulle komme med sin hær og hjelpe ham og kong Arnvid; han sier: Det er lett å se at vi nå alle bare har ett valg; vi kan reise oss mot kong Harald alle sammen, da har vi stor nok styrke, og skjebnen får rå for seieren, ellers må vi bli Haralds treller, og det er ikke et vilkår for menn som ikke har ringere navn enn Harald selv. Min far syntes det var bedre å falle i kamp i sitt kongedømme, enn å bli kong Haralds undermann.Ð Solve talte slik for at Audbjørn lovte å komme; han dro sammen en hær og seilte nord til kong Arnvid, og nå hadde de en svær hær. Da fikk de vite at kong Harald var kommet nordfra. De møttes innenfor Solskjel. Det var skikk når man kjempet ombord at man skulle binde sammen skipene og kjempe om stavnene; slik det ble gjort her også. Kong Harald la sitt skip mot skipet til kong Arnvid, der ble kampen kvassest, og folk falt tett på begge sider, men til slutt ble kong Harald så vill og vred at han gikk fram i rausnen (stavnen) på skipet sitt, og sloss der så hardt at alle frambyggene på Arnvids skip vek bakover helt til masten, og noen falt. Kong Harald gikk over på skipet, og kong Arnvids menn tok flukten. Arnvid selv falt på sitt skip. Kong Audbjørn falt også, men Solve flyktet. Så sier Hornklove:
Gramen vakte spydvær, vilt pilene hvinte,
Skogul larmet; blodet suste rødt i sårene;
da for fyrsten segnet livløse menn i stavnen,
sverd raste mot skjoldet, og sverdfargeren seiet.
Av kong Haralds menn falt Asgaut og Asbjørn, hans jarler, og mågene hans, Grjotgard og Herlaug, sønner til Håkon Ladejarl. Solve var i viking i lang tid etterpå og gjorde ofte stor skade i kong Haralds rike.
En artikkel fra byhistorisk arkiv i Ebeltoft:
«Det er med glæde jeg opfylder ønsket om at berette om WILLOMB
SØRRENSEN. Af alle de mange tilskikkelser man møder under disse undersøgelser, der
strækker sig gennem 300 år, er der ingen jeg har hæftet mig ved som ved ham. Her møder
man den jævne Ebeltoftmand når han er bedst, men desværre også den sidste af sin art: rolig,
besindig, samvittighetsfuld, beskjeden, men også med en vis autoritet grundet på sin
uangribelighed og alder. Som han var har der været mange, men uden man har materiale til at
finde dem og deres navne. De dannede grundvolden i den lille verden de levede i, borgeren,
der hverken af fødsel eller erhverv hørte til eliten, men med grundsætninger af stor værdi. Det
var dem der har givet os den største viden om vores by, gjennem deres overbevisning at
BYEN og dens traditioner skulle værnes, og det er gjennem deres vidnesbyrd i grundtaxt og
tingbok vi får så meget at vide om den tid der gik forud for dem. Uden dem havde dette været
tabt.
Willomb Sørrensen træffer vi første gang 1666, da han er een af de 10
bådsmænd der skulle gøre tjeneste i flåden. Listen er dateret 26 April 1666 og underskrevet af
Admiral NIELS JUUEL.
Imidlertid gik Willomb i land og blev avlsmand, og giftede sig vist samtidig.
Gården han købte lå helt sønder i byen, hvor de andre avlsmænd også boede. Den var ved
grundtaxten i 1661 kun en lille bod taxeret for 50 Rdl, gammel og forfalden, og ejedes af
udenbyes folk, men udlejet til en ruineret skipper PEDER THUESEN, som døde kort efter
tællingen. Selv boede han til leje lidt længere oppe i gaden. Hans hustru hed DORTHE
PEDERSDATTER, og det er muligt hun har været datter af nævnte Peder Thuesen, idet
bådsmændene sjældent erhvervede sig gård uden ved ægteskab.
1667 ses i Ildstedskatten at boden nu er blevet en WAANING, en mellemting
mellem en bod og en gård. Og nogen helt ringe våning har det ikke været, for dens skorsten
rummer både kakkelovn -(Kielgruve)- bagerovn, og Maltkølle, og det sidste fandtes ellers kun i
store gårde. Grundtaxen 1683 fortæller os at det er en WAANING med et kålgårdsted vurderet
for 52 rdl. I 1784 begynder den første bevarede tingbog, og det er her vi lærer Willomb
Sørrensen at kende.
Han møder som autoritet ved vurderinger, skifter, vidne i stridigheder om
markskel, det gjorde selvfølgelig så mange andre gamle dannemænd i byen, men når Willomb
Sørrensen er med ved en opmåling eller andet, så står hans skøn fast og urokkeligt. Han har,
blant sine ligemænd, den sjældne stilling, at han bruges af øvrighedens mænd i særlig
vanskelig tilfælde hvor de har brug for hans sagkundskab, og hans navn dukker op sideordnet
med vice-byfoged og byskrivers, når der før en retsforhandling har været møder om sagen. Vi
vet intet om hans familieliv ud over at hans datter Maren 1693 den 9 December blev gift med
en bådsmand RASMUS NIELSEN TEILGAARD (kaldet: TEIL-RAS) og 28 September
begravedes MAREN WILLOMSDATTER efterladende en lille datter på knap 1 år.
Vi ser nu det sjældne tilfælde at trods det at Tejl-Rasmus gifter sig igen, og har
sine nye svigerforældre i byen, så er dog stadig Willomb Sørrensen hans svigerfader, der står
fadder til de mange barn, der fødes i det nye ægteskab, og da svigersønnen køber en gård
bag Kirken, og er ved at blive frasvindlet den av en skovfoged fra Skovgårde, er det Willomb
der måned efter måned møder i retten, og tilslut hans ord mod skovfogdens der redder gården
for Tejl-Ras.
Ved bytinget ser vi ham sammen med 5 skippere stå op (1695) og som byens
ældste borgere vidne om byens skatterestance, hvoraf ingen av disse 6 har haft nogen del,
idet de aldrig har skyldt nogen skatter bort.
Han var en flittig kirkegænger og vi ser 1679 at DORTHE WILLOMB
SØRRENSENs har fast stolestade i kirken: det 3die stad i 4de stol neden den nordre kirkedør,
som er under loftet... (pulpituret).
Gamle Willoms alderdom blev ikke let, gården forfaldt, og sønnen Thomas var
vist ikke meget værd. De udpinte marker gav ringe udbytte, og trods et slitsomt liv måtte han
se resultatet af sit arbeidsomme liv reduceret så gæld og forpligtelser åd sig ind på formuen. I
det følgende århundre blev avlsmændene i Ebeltoft fattige folk, der arbejdede hårdt med ringe
resultat.
Den 5te December 1705 blev han begravet».
Av plasshensyn er artikkelen forkortet.
En Skeen dragsmed i Fors, fransos, tjänstgör vid smedjan i Kroppa 1628-52. Han kallas mot slutet av perioden allt oftare Stiern dragsmed och hade 1642 sex personer i hushållet. I Närkes roteringslängd 1640 heter han Steen Christenson dragsmedh och i mtl 1647 skrivs han som Skeen Anderson. I Färnebo härads dombok 27-28/8 noteras Schen Chrispinson i Fors. Det förekigger alltså betydande osäkerhet om såväl förnamn som patronymikon.
Crins van der Veecht, järnräckare från Aachen, tecknade 7/4 1625 i Amsterdam ett ettårsavtal för sig och sin gesäll (Leufstaarkivet kartong 42/44 på RA). Man frågar sig hur namnet Crins kan ha uttalats. På vallonska bör det ha hetat "Kräng" med nasalljud. Men i de delar av Aachen där man talade flamländska kan namnet ha uttalats som "Schrejn" med det typiskt holländska strupljudet för sch, där det efterföljande r:t blir rullande. När han sedan kom till Sverige skulle detta namn överföras i svensk skrift och det låg då nära till hands att stava efter uttalet, varför inte som någon av de varianter på Schen som noterats ovan.
Yrket dragsmed var benämningen på den arbetare som drog ut (räckte ut) järnet till stångjärn, varför även sysselsättningen talar för att det är Crins van der Veecht som göms bakom beteckningen Skeen dragsmed. Patronymikonet Ander(son) i mtl 1647 kan vara föranlett av ursprungsnamnet (v)an der (Veecht). Chrispinson 1652 är svårare att förklara, men kan vara influerat av Crins. Troligen identisk med Krin Krinsson i Hättälv som finns vid Bergstinget 16/12 1664 mål 4, samt i Färnebo härads dombok 1654 s. 231 nr 5 - stämningsförsittning, även Johan Krinsson vid Jordkullen.
Engebor og Urbanus hadde følgende barn (minst):
Ca. 1686: Ana, ugift i 1724.
Ca. 1689: Mogens, til Malangen, gift med Berith Nilsdatter Andsnes.
Johanna, nevnes i skiftet etter Urbanus i 1724.
1690: Peder, død 29 uker gammel.
1692: Johannes, bosatt på Lund, gift med Lisbeth Urbanusdatter Erikstad.
Ca. 1693: Anne, gift med Peder Willumsen Erikstad.
Ca. 1696: Birthe, gift i 1728 med Jacob Josephsen Utvik.
1697: Peder, gift og bosatt på Lund.
1690: «Dom 1 p. Trinitadis: Døbt Urban Johannisons barn på Lund Kaldet Peder.
Compatres: Johannes P. Lund, Ole Stephensøn Høenaas.
Commatres: Beerete Johannisdatter Lund, Lisbeth Eversdatter ib, Ane Hansdatter
Inderfoust».
Peder ble begravet «Dom Reminiscere» i 1691, «29 Uger gml.» (Kirkebok Skjerstad nr.
2, folio 9 og 24).
1692: «Dom 2 p. Epiph. holte ieg tienste udi Scherstad Kirche.
Døbt Urbans Johannissøns barn paa Lund Kaldet Johannes.
Compatres: Anders A. Erstad, Peder P. Lund.
Commatres: Karen Andersdatter Vatten [Vatnan], Berrete Johansdatter Lund»
(Kirkebok Skjerstad nr. 2, folio 43).
1697: «D 10 Julü holte Niels Schielderop ordinærie bededags tieneste udi Scherstad
Kirche
och ieg betiente altaret.
Døbt Urbanus Johansøns barn paa Lund kaldet Peder.
Compatres: Oluf Johanson Watten, Johannes Moen.
Commatres: Ingeborg Schieldrop, Ingebor Hansdatter Lund, Ingebor Pedersdatter ibm.»
(Kirkebok nr. 2, folio 171).
Ved skiftet etter Urbanus i 1724 hadde Engebor flyttet tilbake til Os.
Engebor døde i 1740:
«Dom: 2 ad: Graffæstet Ingeborg Michelsdr. Ous gl. 85».
